Sådan fjerner du flisepest nemt og effektivt

Selvom flisepest kan være svært at få bugt med, findes der effektive metoder til at fjerne den.

Læs med her, og find ud af, hvordan du bekæmper flisepesten bedst muligt.

Det pynter ikke på fliserne med gråhvide pletter, og de er ikke lette at fjerne. Du kan dog lette opgaven for dig selv ved kun at tage få kvadratmeter ad gangen og benytte effektive metoder. Her får du inspiration til to metoder, der virker.

Rens fliserne med et rensemiddel

Sommerhusportalen Mit Fristed har testet Borup Flise Rens med stor succes. Midlet blødgør flisepesten, så den efterfølgende kan skrubbes væk - og der er tydelig forskel på før- og efterbillederne.

Resultatet holder længe. Et år efter behandlingen er fliserne stadig pæne og fri for pest. Den eneste ulempe ved den anvendte metode er, at der skal en del knofedt til - så vær forberedt på, at det kan være hårdt arbejde.

2,5 liter koster mellem 60 og 100 kroner og rækker helt op til 20 kvm. Når du skyller produktet af fliserne, behøver du ikke være nervøs for, at græsplænen tager skade.

Sådan anvendes Borup Flise Rens:
  • Fjern mos mellem fliserne, så der ikke opstår brune skjolder
  • Gør fliserne våde med vand
  • Bland fliserensen med vand i forholdet 1:2
  • Brug en vandkande eller havesprøjte til at sprede blandingen udover fliserne
  • Fordel blandingen jævnt over hele området med en kost
  • Vent 20-30 minutter
  • Skrub fliserne med skrubbe og rent vand
  • Skyl fliserne efter med rigelige mængder rent vand


OBS: Undgå at få midlet på tøj og hud. Brug gerne gummistøvler, beskyttelsesbriller og gummihandsker for at værne dig mod sprøjt. Hold både børn og dyr væk fra området, indtil fliserne er skyllet rene.

Benyt en højtryksrenser med terrassevasker

Du kan også benytte en højtryksrenser med en påmonteret terrassevasker som effektivt alternativ til at fjerne flisepest. Terrassevaskeren er nødvendig, da højtryksrenseren alene vil ødelægge flisernes overflade med den hårde vandstråle.

Terrassevaskeren kræver ikke knofedt på samme måde som fliserensen. Det er en nem løsning, der ikke kræver en masse skrubben, og du når hurtigere rundt på et større areal. Den eneste ulempe er, at fugerne skal fyldes med fugesand efterfølgende.

Et godt eksempel på en terrassevasker er Nilfisk Ratio Plus, som koster mellem 350 og 500 kroner.

Husk at imprægnere fliserne

Det slider på overfladen, når du skurer og skrubber på fliserne for at fjerne flisepesten. Derfor kan du med fordel afslutte behandlingen med at imprægnere fliserne. Imprægneringen beskytter flisernes overflade, og beskytter dem mod fugt. Regnen trænger nemlig ikke ind i fliserne, men glider blot af overfladen. Resultatet bliver, at flisernes levetid forlænges, og chancen for flisepest og alger, der begge nyder godt af fugt, mindskes.

Forebyg flisepest

Da flisepest lever af sollys og fugt, kan den være svær at forebygge. Sollys kan nok ikke helt undgås - med mindre du planlægger at tildække dine fliser med plastik eller lignende. Det er dog nok de færreste, der er interesserede i denne ekstreme løsning.

Flisepest kan derfor kun forebygges i ringe grad ved at forsøge at mindske fugten på fliserne. Regn er svært at undgå, men du kan flytte planter og belægninger, som holder på fugten. Derudover kan du sørge for, at fugerne ikke er tilvoksede, og at fliserne ikke er dækket af alger og mos eller skidt og gamle blade.