Lejekontrakt til sommerhusudlejning

Er en sommerhus lejekontrakt overhovedet nødvendig? Og hvordan skal den i så fald udformes? Spørgsmålene står sikkert i kø, hvis det er første gang, du skal udleje dit sommerhus privat. Så her er en guide til lejekontrakten og kontrakteksempler fra de garvede udlejere.

Lad os slå fast med det samme, at du ALTID bør udforme en lejekontrakt til lejeren, når du udlejer dit sommerhus.

Lejekontrakten er både din og lejerens sikkerhed for, at I er enige om det aftalte. Med en god lejekontrakt sender du et signal om, at lejeren trygt kan regne med jeres aftale. Og lejerens tryghed er vigtig, for sommerhusleje er en tillidssag!





Lejekontrakten bør indeholde de fleste af disse punkter

Dit eget og lejerens navn+adresse samt mail+telefon.

Ferieboligens adresse + evt. informationer om huset. Fx at der er plads til 6 personer i 3 soverum - at der er spabad, barneseng/stol og internetadgang - og at hund og kat er tilladt, men ellers ingen husdyr.

Den aftalte pris samt præcise lejeperiode inkl. tidspunkter for ankomst og afrejse.

Priser på forbrug som vand, el, varme, brænde samt hvordan/hvornår afregning finder sted.

Hvornår og hvordan betalingen skal foregå.

Hvornår/hvordan betales depositum? Og hvornår/hvordan tilbagebetales overskydende depositum? Hvilke ydelser indgår i modregningen af depositum?

Hvornår og hvordan nøglen udleveres/afleveres.

De aftalte vilkår vedr. rengøring inkl. pris. Gør lejer selv rent, eller betales der ekstra for rengøring?

Hvordan og til hvem skal lejer gøre opmærksom på eventuelle mangler/reklamationer i løbet af lejemålet? Hvordan kommer lejeren i kontakt med dig i lejeperioden?

Betingelserne for afbestilling af opholdet og de økonomiske konsekvenser heraf. Tidsfrist for afbestilling uden beregning.

Hvilke forsikringer er tegnet vedr. opholdet, og hvem hæfter for eventuelle skader under opholdet?

Sommerhus lejekontrakt eksempler

Vi har bedt vores garvede udlejere om at dele ud af deres erfaringer med lejekontrakten, og vi har foreløbig modtaget nedenstående kontrakteksempler, som du frit kan downloade.

Lad dig inspirere af eksemplerne og sammenstyk så din helt egen lejekontrakt, der matcher forholdene vedr. netop din feriebolig.


Vi takker for de indkomne lejekontrakteksempler og modtager meget gerne flere, så tøv ikke med at kontakte os, hvis du har et andet eksempel på en lejekontrakt på dansk, tysk eller engelsk.