Sådan sikrer du, at lejerne betaler
Hos SommerhusDanmark.dk holder vi nøje øje med forskellige svindelmetoder, så vi kan advare vores udlejere så hurtigt som muligt.
Fælles for alle svindelmetoder er dog, at de let kan undgås, hvis du blot insisterer på at modtage betaling forud - via bankoverførsel eller MobilePay!
De fleste lejere er heldigvis ærlige mennesker, men det hænder, at danske sommerhusudlejere bliver ofre for svindlere, der aldrig betaler for deres ophold i sommerhuset.
Det kan du se et eksempel på her...
En af vores udlejere kom desværre på et tidspunkt i kløerne på en dygtig dansk svindler. Inden svindelen blev opdaget, nåede han at bo gratis i sommerhuset i 3 uger samt købe både en vaskemaskine, en tørretumbler og blomster på regning, som udlejeren efterfølgende havde besvær med at undgå at betale!
Her følger udlejers beskrivelse af forløbet, så du og andre udlejere forhåbentlig kan undgå at havne i samme uheldige situation:
Vi har lejet huse ud i 15 år og kan godt se, når det ikke lige er rigtigt, men vi er desværre alligevel faldet for et par svindlere. De skrev, at de var fra www.dansk-billeasing.dk med navnene Dorthe og Jens.
Dorthe søger et feriehus til deres sælger Jens, som skal køre på Fyn i 14 dage - om vi kan hjælpe? Det er først på ugen, og det måtte gerne være fra lørdag. Vi svarede på mail, at det kunne vi godt. Dorthe svarede, at det var alletiders, og hun vil så med det samme overføre lejen. Det lyder jo ok, men da lejen ikke i den flg. uge er kommet, kontakter vi hende på mail. Vi får det svar, at pengene skam er overført, og sådan fortsætter det ellers frem og tilbage.
Ind imellem mailer vi også med Jens, som jo boede i sommerhuset, men han henviste hver gang til Dorthe på kontoret, for han havde ikke noget at gøre med betalingen, som han sagde. Sådan fortsatte det med stadigt flere mails og forsøg på at komme igennem på telefonen til Dorthe, men intet skete.
Da vi til sidst truede med politianmeldelse stoppede al respons fra Dorthe og Jens, og vi så eller hørte ikke mere til dem. Da havde Jens nået at være i huset i 3 uger, hvor han havde købt vaskemaskine, tørretumbler og blomster på regning. Disse regninger kom til sommerhuset, og der kommer måske flere, vi ved det ikke.
Telefonnummeret til Jens virker pludselig ikke mere. Vi har også været ved politiet, men her var der ikke noget hjælp at hente, så vi kunne godt tænke os at advare andre udlejere mod disse to mennesker.
Set i bagklogskabens klare lys er der mange faresignaler i udlejerens beretning, og vores kvalificerede gæt er da også, at der kun er tale om én person og ikke to.
Nemlig én person med det falske navn 'Lars' samt en opdigtet kontorkvinde ved navn 'Dorthe'. Illusionen om de to forskellige personer lykkes, fordi der blev anvendt to forskellige mailadresser, mailsignatur, svar-historik etc.
Netop den ikke-eksisterende 'Dorthe' er særdeles vigtig for svindelnummeret, fordi 'Lars' selv derved fremstår uskyldig i lang tid hen i forløbet og har held til at lede udlejers vrede væk fra sig selv og over på en fiktiv person.
Den vigtigste pointe er dog at slå fast, at hele svindelnummeret kunne have været undgået, hvis blot udlejeren havde insisteret på at modtage betaling forud - via bankoverførsel eller MobilePay!
Netop dette råd har vist sig særdeles effektivt uanset hvilken svindelmetode, det drejer sig om. Så husk at skrive dig det bag øret, hvis du let vil undgå svindlernes kløer.
- Sommerhusudlejer: Sådan undgår du svindel med checks
- Sommerhusudlejer: Sådan undgår du svindel med kreditkort
Ligger du inde med flere gode råd, eller ønsker du input til andre emner, er du meget velkommen til at kontakte os.